Jalousi i kærlighed og relationer – hvad ligger bag, og hvad kan du gøre?
- Jeanette Hylleborg
- 1. nov.
- 3 min læsning
Jalousi er en følelse, mange helst ville være foruden. Den kan føles skamfuld, ubehagelig og svær at tale om. Alligevel er jalousi en helt naturlig del af det at være menneske – et signal om, at noget vigtigt i os bliver berørt.
I mit arbejde som psykoterapeut møder jeg mennesker, der kæmper med jalousi i deres parforhold, familie eller venskaber. Og jeg kender det også selv og ved, at det gør ondt og kan være et meget slidsomt sted at være, når man er kapret af følelser, prøver at skubbe dem væk, analysere dem væk – eller skammer sig over, at de overhovedet opstår.
Men jalousi handler sjældent kun om den anden person. Den handler ofte om noget i os selv – vores længsler, vores sårbarheder og de gamle erfaringer, som bliver vækket, når vi føler os usikre eller truet.
Derfor kan jalousi føles både intens og forvirrende – fordi den ikke er én følelse, men kan være et følelsesmæssigt kompleks bestående af:
Skam eller mindreværd (følelsen af ikke at være god nok)
Frygt (for at miste nogen eller noget vigtigt)
Sorg (over oplevelsen af ikke at være valgt eller elsket nok)
Vrede (mod den, man føler truer ens relation)
Jalousi som et signal, der skal tages alvorligt
I gestaltterapi ser vi ikke jalousi - eller nogen følelser i det hele taget - som noget, der er forkert eller noget, der skal skubbes væk. Det er menneskelige reaktioner, der rummer vigtig informationer til os selv.
Følelsen kan pege på et behov for tryghed, nærhed, anerkendelse – eller på en gammel frygt for at miste eller ikke at være god nok.
Jalousi opstår fx når:
jeg oplever, at en andens opmærksomhed bevæger sig væk fra mig
når jeg sammenligner mig og føler mig mindre værd
eller når jeg føler mig truet og frygter at miste noget, der betyder meget
Når vi begynder at lytte til jalousien, kan den faktisk hjælpe os til bedre at forstå os selv og vores måde at være i kontakt med os selv og andre på.
Jeg oplever, at når klienter får lov til at udforske jalousien, vreden, sorgen, frygten og mindreværdet med nysgerrighed – i stedet for at dømme eller forklare den væk – bliver der plads til nye indsigter. Måske viser følelsen sig at handle om gamle svigt eller et indre ønske om at blive set, værdsat eller elsket på en bestemt måde. Måske er frygten og forestillingerne om, hvad der kan ske, vokset til et uoverstigeligt niveau, som føles truende på eksistensen.
At finde styrke i sig selv
Når jalousien bliver overvældende, er det ofte fordi den aktiverer gamle mønstre: frygten for at blive forladt, ikke at være god nok eller ikke at kunne holde fast i det, der betyder så meget for os.
I terapien arbejder vi med at skabe ro og støtte indefra – at kunne være med sig selv, også når noget føles svært.
Når du gradvist lærer at møde dine egne følelser med forståelse i stedet for kritik, bliver der mere plads til både sårbarheden og styrken i dig. Det giver mulighed for at reagere med større ro og klarhed i dine relationer – i stedet for at blive fanget i gamle reaktioner.
At gøre jalousi menneskeligt
Når jalousien bliver mødt i et trygt og nærværende rum, kan den forvandle sig fra noget, der styrer os, til noget, vi forstår. Og derfra kan vi begynde at handle med større ærlighed og kontakt – både til os selv og til den, vi er sammen med.
Jalousi er ikke noget, vi bare skal slippe af med. Den er et udtryk for betydning – for at noget eller nogen faktisk rører os.
Når vi tør møde jalousien med nysgerrighed og omsorg, kan den åbne døren til dybere forståelse, mere nærvær og mere ægte kontakt i vores liv.
Jeg tilbyder et trygt rum, hvor du kan udforske dig selv og dine relationer i dit eget tempo og med nysgerrighed, varme og respekt.






